Videokonkurrence (afholdt)

Vær med i konkurrencen om en studietur til Bruxelles! For at deltage skal du i samarbejde med tre af dine kammerater lave en video, hvor I fortæller om jeres bud på en teknologi, som kan gøre verden bedre.

Sådan deltager du (kort fortalt):
1. Lav en gruppe med op til 3 andre unge (15-29 år)
2. I videoen skal I komme med jeres bud på en teknologi, som kan gøre verden bedre
3. Send os et link til videoen senest den 30. september (og tidligst den 29. august)

Hvad skal videoen indeholde?

I videoen skal I fortælle os om jeres bud på en teknologi, som kan gøre verden bedre.

I bestemmer selv, hvad I forstår ved en teknologi, og det er fuldstændig op til jer at vælge netop den, som I har lyst til at fortælle om. Det vigtige er ikke om jeres teknologi er en app, en algoritme, et lufttryksbor eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at teknologien fungerer som et hjælpemiddel til at løse et problem.

I vælger også selv, om det skal være en teknologi, der fx øger den mentale trivsel, forbedrer arbejdslivet, styrker demokratiet, modvirker klimakrisen eller noget helt femte. I kan også både tage udgangspunkt i en teknologi, som I tror kommer eller en, som allerede findes.

Hvad er præmien?

Vinderen af videokonkurrencen bliver kåret på hovedscenen til techtopmødet den 12. oktober. Vindergruppen skal på en studietur til Bruxelles for at besøge Microsoft Europe’s hovedkvarter, følge Microsofts arbejde med at påvirke teknologiudviklingen i Europa og tale med europæiske politikere samt centrale aktører indenfor teknologi og digitalisering. Det bliver en fantastisk lærerig og sjov oplevelse med alt betalt.

Studieturen planlægges afholdt i skolernes ferie i enten december eller februar og varer 2-3 dage.

Præmien er sponsoreret af Microsoft.

Hvordan findes vinderen?

Vinderen udpeges af TechReals Unge Advisory Board. I udvælgelsen lægges vægt på, at hele gruppen deltager og at videoen tydeligt viser jeres bud på en teknologi, som gør verden bedre. Der lægges særlig vægt på følgende tre parametre:

At teknologien eller dens anvendelse er tænkt ud af boksen

At I formidler tydeligt, hvad det er for en teknologi og hvordan den kan forbedre verden

At man kan mærke jeres engagement

Hvad er de formelle krav til videoen?

Videoen må maksimalt vare to minutter.

Derudover er der ingen krav til, at videoen fx skal være i enten høj- eller bredformat, have en særlig stil eller lignende. Ligeledes må der godt medvirke personer i videoen, som ikke er en del af gruppen.

Hvornår skal videoen afleveres?

Videoen skal afleveres senest den 30. september. Fra den 29. august og frem åbnes der op for, at man kan indsende sin video.

Aflevering foregår ved, at I uploader videoen (brug enten YouTube eller Vimeo), og via en formular her på siden sender os kontaktoplysninger samt et link, hvor vi kan se videoen.

Hvem kan deltage?

Grupper af unge mellem 15-29 år.

Grupperne må højst bestå af fire personer.

Det er ikke et krav, at man er tilmeldt selve techtopmødet for at deltage, men vi regner med at vinderne kan deltage på selve techtopmødet den 12. oktober for at præsentere deres video, og få overrakt præmien.