Anbefalinger til fremtidens digitale samfund
På baggrund af næsten 400 unges deltagelse i TechReals opvarmningsdebatter blev der udarbejdet en bruttoliste med anbefalinger, som blev sendt til afstemning. Mere end 200 elever deltog i afstemningen – og her kan du se resultatet.
Sådan er anbefalingerne blevet til, kort fortalt:
Step 1) Opvarmningsdebatter
I perioden op til TechReal har 373 elever fordelt på ungdomsuddannelser landet over deltaget i en opvarmningsdebat.
Her har eleverne i grupper diskuteret deres syn på udfordringer og muligheder i forhold til den teknologiske udvikling og kommet med anbefalinger til, hvordan den teknologiske udvikling kan styrke hhv. trivsel, demokrati, den grønne omstilling og skabe et godt arbejdsliv. Alle grupper har skulle diskutere to ud af fire nævnte emner.
Step 2) Fra opvarmningsdebatter til bruttoliste
Den store mængde af inputs fra opvarmningsdebatterne er herefter blevet gennemgået, kodet, systematiseret og kondenseret til 19 konkrete anbefalinger – en bruttoliste. Formålet har været, at eleverne i afstemningen (step 3) skulle vælge mellem et overskueligt antal anbefalinger, som på bedst mulige vis afspejlede deres diskussioner til opvarmningsdebatterne. I kondenseringen har vi benyttet tre grundprincipper: Mængde – for at blive taget med skal mange have peget på udfordringen/muligheden/anbefalingen. Diversitet – ved markante uenigheder har vi medtaget anbefalinger, som viser uenigheden. Passende form – anbefalingen skal være konkret og let at forholde sig til samt passe ind i den kontekst, hvor den skal bruges.
Step 3) Afstemning blandt alle deltagere
De 19 anbefalinger er blevet halveret til 8 efter at have været til afstemning blandt alle elever, som var tilmeldt TechReal. I alt har 212 elever afgivet deres stemme ved at vurdere, hvor enige eller uenige de var i anbefalingerne på bruttolisten. De 8 endelige anbefalinger er de anbefalinger, som eleverne i gennemsnit har været mest enige i.