Digitale debatter om europæernes digitale fremtid

Europæernes verden er og bliver i stigende grad digital. Denne udvikling medfører rigtig mange positive ting. F.eks. er det nemmere end nogensinde at opsøge ny viden og holde kontakt med venner og familie. Med den digitale verdens udvikling følger dog også nogle udfordringer, som potentielt truer vores borgerrettigheder som europæere. I projektet ”Europæernes digitale fremtid” diskuterer vi, hvordan vi kan imødekomme nogle af de mest aktuelle problemstillinger og udfordringer, som den digitale udvikling rejser.

Se optagelser fra de tre digitale debatter

Hvordan arbejder EU med de digitale udfordringer, som borgerne konfronteres med?

Samtale med Margrethe Vestager, ledende næstformand i EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et ‘Europa Klar til den Digitale Tidsalder

Som danskere og europæere bevæger vi os i en mere og mere digital verden, og digitale platforme spiller en mere og mere central rolle i vores liv. Det er der mange fordele ved. Med det store brug af digitale platforme følger dog også nogle udfordringer, som potentielt truer europæernes sikkerhed og tryghed. Eksempler på disse udfordringer er spredning af misinformation, f.eks. i form af fake news, og utilstrækkelig beskyttelse af borgeres persondata. I dette tema kaster vi et blik på, hvordan man i EU arbejder med at imødekomme nogle af disse udfordringer.

Er Facebooks tilsynsråd Europas nye højesteret for digital ytringsfrihed?

Debat med Martin Ruby, politisk chef i Norden for Meta og Vincent F. Hendricks professor og leder for Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet.

En vigtig diskussion, som vores udbredte brug af digitale platforme rejser, vedrører moderering af det ulovlige og krænkende indhold, som så nemt florerer på sociale medier. For hvem skal egentlig bestemme, hvad for noget indhold der må få lov at være på de digitale platforme – og hvad der i stedet skal slettes? I dette tema sætter vi spot på Facebooks for nyligt nedsatte tilsynsråd. Tilsynsrådet har til opgave at afgøre, hvorvidt slettede opslag fra Facebooks platforme egentlig burde være blevet slettet, hvilket har fået nogle til at døbe rådet “en højesteret for digital ytringsfrihed”.

Hvordan bruger vi borgernes sundhedsdata ansvarligt?

Debat med Janus Sandsgaard, digitaliseringspolitisk fagchef i Dansk Erhverv, og Mads Vestergaard, filosof og forfatter

En vigtig diskussion, som vores udbredte brug af digitale platforme rejser, vedrører moderering af det ulovlige og krænkende indhold, som så nemt florerer på sociale medier. For hvem skal egentlig bestemme, hvad for noget indhold der må få lov at være på de digitale platforme – og hvad der i stedet skal slettes? I dette tema sætter vi spot på Facebooks for nyligt nedsatte tilsynsråd. Tilsynsrådet har til opgave at afgøre, hvorvidt slettede opslag fra Facebooks platforme egentlig burde være blevet slettet, hvilket har fået nogle til at døbe rådet “en højesteret for digital ytringsfrihed”

Om projektet

Tænketanken Mandag Morgen er gået sammen med borgerrettighedsbevægelsen Kritik Digital om at lave en række digitale talks med fokus på den digitale omstilling i et europæisk perspektiv.

Projektet består konkret af tre talks, som live-streames og optages i Altingets webcaststudie. I hver talk vil en eller flere relevante gæster, i dialog med Mikkel Vinther fra Kritik Digital, gøre os klogere på nogle tematikker relateret til europæernes digitale fremtid. Forud for hver talk er der blevet lavet en informationsvideo, som fungerer som vidensmæssigt bagtæppe for hver af temaerne. I forbindelse med hver talk gennemføres ligeledes en onlineafstemning blandt seerne, hvori vi stiller en række centrale spørgsmål til hvert tema.

Projektet er rettet mod alle, der måtte have en interesse for området. Dog er der et særligt ønske om at målrette den producerede viden til brug i ungdomsuddannelser rundt om i landet. Ønsket er derved at bidrage til en større digital dannelse hos især danske unge.

Projektet er blevet til med tilskud fra Europa-Nævnet.