Praktikanter til Tænketanken Mandag Morgen
Vi søger altid ambitiøse, engagerede og nysgerrige praktikanter med evner indenfor samfundsvidenskabelig analyse, som vil udvikle deres faglighed og være med til at skabe og formidle viden på et højt fagligt niveau på nye og innovative måder.
Tænketanken Mandag Morgen er en politisk uafhængig tænketank, der skaber indsigt og mødesteder for mennesker, som vil forandre verden. Hvert semester søger vi praktikanter, der sammen med vores dygtige projektledere, analytikere og rådgivere skal være en del af dataindsamlingen, analysekapaciteten og formidlingen af resultater i projekter indenfor alt fra klima til kunstig intelligens til socialpolitik.
Om stillingen
Som praktikant bliver du en af del af et engageret og talentfuldt hold af medarbejdere. Du kommer til at indgå i teams på vores forskellige projekter, hvor du sammen med stærke faglige rollemodeller vil blive inspireret og udfordret. Din udvikling bliver taget alvorligt, og du får faglig sparring undervejs, selvstændige opgaver og mulighed for en stor kontaktflade internt og eksternt.
Hvis dine kompetencer matcher igangværende og kommende projekter under dit praktikforløb, kan der desuden være mulighed for en fortsat ansættelse, da vi er en organisation i vækst.
Som praktikant vil dine primære arbejdsopgaver være i Tænketanken Mandag Morgen, men du kan også få opgaver i Altingets liveafdeling, Arena, der udvikler og afholder netværk, uddannelser, konferencer og events i vores gård på Ny Kongensgade. Dine arbejdsopgaver vil komme til at variere hen over praktikforløbet, men vil bl.a. dække over:
- Indsamling af data til analyse, fx interviews eller design af spørgeskemaundersøgelser.
- Analyse af kvalitative og kvantitative data til udarbejdelse af løsninger, indsigter og lignende i løbende projekter for vores samarbejdspartnere.
- Planlægning, forberedelse og afvikling af netværksmøder, kurser, workshops, policy labs, konferencer og lignede. Heri ligger også at researche emner, vinkler, oplægsholdere og organisationer for aktiviteterne.
- Formidling af projekternes resultater, for eksempel i rapporter, på sociale medier eller til konferencer og andre events.
Forårets praktikanter er en stor del af sommerens folkemøde i Allinge, hvor Tænketanken er til stede både med eget navn, men også som arrangør for samarbejdspartnere. Folkemødeaktiviteten giver indgående erfaring ligesom du bliver en del af alle faser i et stort arrangement fra konceptudvikling til afvikling af op til 100 debatter.
Din Profil
Vi søger først og fremmest videbegærlige og nysgerrige studerende, som brænder for at udvikle sig fagligt og indgå som en fast del af tænketankens maskinrum. Derudover håber vi at finde studerende som:
- Har interesse for og gerne kendskab til samfundsvidenskabelig metode, herunder kvantitative og kvalitative metoder og kan arbejde løsningsorienteret med disse.
- Har øje for den politiske dagsorden og samfundsudviklingen og kan sætte den i kontekst med vores samarbejdspartneres behov.
- Er en holdspiller og kan lide at samarbejde i teams, hvor vi sparrer med hinanden.
- Er ansvarsfuld og god til at planlægge og prioritere egne opgaver og tid, ligesom vi leder efter en, der tager ansvar for de opgaver der leveres.
Om Tænketanken Mandag Morgen
Tænketanken er en uformel arbejdsplads med højt til loftet, et stærkt fællesskab og en stor professionel integritet, og så er vi ikke flere, end at alle, ledere såvel som praktikanter, må hjælpes ad med stort og småt. Vores samarbejdspartnere er offentlige, private, faglige, filantropiske og frivillige organisationer, og sammen med dem finder vi nye veje til bedre velfærd, grøn omstilling og et stærkere demokrati, som bare er nogle af de vidensfelter vores arbejde dækker over. Det konkrete arbejde i Tænketanken dækker:
- Analyse: Tænketanken Mandag Morgen arbejder med flere forskellige typer af analyser. Vi laver store befolkningsundersøgelser med mange tusinde respondenter, herunder flere børne- og unge analyser, som er en helt særlig faglig disciplin. Vi arbejder både med klassiske metoder som fokusgruppeinterviews og spørgeskemaer, men også nyere typer som video- og mobiletnografi og meget andet.
- Events: Tænketanken Mandag Morgen gennemfører årligt en række store og små events med deltagelse af landets førende eksperter, erhvervsledere og politikere.
- Formidling: Som en del af mediehuset Altinget og Mandag Morgen er stærk og vedkommende formidling en af vores kernekompetencer. Vi formidler viden og indsigter i både klassiske rapportformater og nye innovative digitale formater hvor tekst, lyd, video og grafiske illustrationer kombineres.
Rammerne
Stillingen er en fuldtidsbeskæftigelse (37 timer ugentligt), hvilket betyder at du bliver en fast del af hverdagen i huset. Vi har hjemme på Ny Kongensgade 10 i hjertet af København, hvor du også vil komme til at have din faste gang som praktikant.
Vi sætter stor pris på vores praktikanter og det arbejde de leverer, derfor er der mulighed for at modtage en erkendtlighed på kr. 3.000 om måneden ved siden af din SU, imens du er i praktik hos os. Derudover kan du også nyde godt af faglig udvikling, fleksible arbejdstider, et velfungerende socialt fællesskab og god frokostordning, som vi spiser sammen ved kanalerne, når vejret tillader det. Desuden har vi en bogklub på kontoret og fælles holdtræning efter arbejde for dem der har lyst. Tænketanken Mandag Morgen byder naturligvis også på sommerarrangementer, julefrokost og sommerfest, ligesom medarbejdere er mere end velkomne til de faglige arrangementer vi er værter for i gårdhaven.
Hvis Tænketanken Mandag Morgen lyder som en arbejdsplads for dig, så tøv ikke med at sende os dit CV og ansøgning. Vi vurderer indkomne ansøgninger og ansætter løbende praktikanter. Hvis du har spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte Udviklingschef og souschef Christian Ingemann på cin@mm.dk eller +45 2086 5532