Tænketanken Mandag Morgen i samarbejde med Væksthus for Ledelse om nyt, stort projekt: Fra kritisk ledelsesudfordring til nytænkning af løsninger

Hvordan kan vi bruge ledelsesopgaven med arbejdskraftmanglen de kommende år til at nytænke arbejdspladsen, processerne og opgaveløsningerne i velfærdssamfundets forreste cheflinje tættest på borgerne? Det skal Tænketanken Mandag Morgen hjælpe med at finde de gode opskrifter på.

Hvad gør ledere i kommuner og regioner, når en hverdag helt ude i frontlinjen skal fungere uden at have adgang til det nødvendige antal medarbejdere eller med nye medarbejdere uden de sædvanlige kompetencer? Så langt øjet rækker, kigger vi ind i mangel på arbejdskraft og en kamp om at fastholde og motivere de medarbejdere, der er ansat. Hvordan fastholder lederne fokus på kvalitet i velfærds- og sundhedsydelser, når det nye normale er færre hænder til at løse opgaverne?

De spørgsmål vil Væksthus for Ledelse, der er et samarbejde mellem KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet, i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen undersøge i et nyt stort projekt. Projektet kommer til at indeholde både kvantitative og kvalitative analyser og interviews med udvalgte ledere rundt omkring i kommuner og regioner. Vi søger de gode eksempler, som kan deles med andre og eksempler på ledere, der netop står midt i udfordringen og lykkes med at finde nye veje til at få tingene til at fungere.

Projektsamarbejdet har fokus på ledelsesniveau 3 i de kommunale og regionale organisationer

Projektsamarbejdet om manglen på arbejdskraft har fokus på målgruppen i det såkaldte ledelsesniveau 3 i de kommunale og regionale organisationer.

Niveau 1 består af topchefer fra kommuner og regioner samt repræsentanter fra KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet. Deres målgruppe er direktører og chefer i kommuner og regioner.

Niveau 2 består af chefer i kommuner og regioner, der har ledere under sig, samt repræsentanter fra KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet.

Niveau 3 består af repræsentanter fra KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet samt institutionsledere og andre, der har medarbejdere under sig. Det er de ledere, som er underlagt andre lederes rammer og samtidig skal lede de medarbejdere, der skal omsætte topledelsens forventninger til konkrete resultater.

Strategidirektør Lisbeth Knudsen er projektejer på opgaven for Tænketanken Mandag Morgen.