Netværket af Ungdomsråd, Tuborgfondet og Tænketanken Mandag Morgen er gået sammen om at undersøge og sætte fokus på, hvordan unge engagerer sig i samfundet og tager del i demokratiet i dag.

Vi har sammen med mere end 40 repræsentanter for kommuner, foreninger, civilsamfundsorganisationer, politiske partier og uddannelsesinstitutioner kørt Danmark rundt i en bus for ved selvsyn at se, hvordan unges demokratiske deltagelse blomstrer. Fra Esbjerg i vest til Roskilde i øst besøgte vi steder, hvor unge engagerer sig i deres lokalsamfund. Undervejs udvekslede vi erfaringer, reflekterede over, hvad vi kan lade os inspirere af, og diskuterede, hvordan vi hver især og i fællesskab kan bidrage til, at endnu flere unge engagerer sig.

Det, vi så og oplevede, vil vi gerne dele med de mange, der – ligesom os – er optagede af, hvordan unges samfundsengagement kan styrkes. Derfor dette inspirationskatalog. Håbet er, at det vil inspirere andre, der arbejder med unges samfundsengagement, og sætte skub i en debat om, hvordan vi skaber de bedste rammer for unges demokratiske deltagelse.

Inspirationskataloget indeholder beskrivelser af de steder, vi besøgte på turen rundt i Danmark. Casene giver konkrete billeder på de mange forskellige måder, unge engagerer sig i samfundet på. Hver case er ledsaget af en refleksion fra en deltager på busturen og af en faktaboks, som kort opsummerer baggrunden for casen.

Projektets udgivelser

Rapport

Samarbejdspartnere