Loading...

Når samarbejdet med pårørende går i hårdknude, bliver den borgernære velfærd et dilemmafyldt minefelt.

For ansatte på landets plejehjem er pårørende blandt de vigtigste samarbejdspartnere, der bringer liv og glæde i hverdagen for de ældre.

Men samarbejdet er ikke altid gnidningsfrit. For de ansatte kan det være svært at leve op til pårørendes forventninger, der til tider ligger på kanten af ledelsens handlerum.

Og når virkelighedens velfærd ikke lever op til de pårørendes forventninger, vælger enkelte at gå til medierne. Det er eksempelvis sket i Esbjerg Kommune, hvor JydskeVestkysten siden efteråret 2024 har udgivet en række kritiske artikler, der bl.a. kritiserer byens plejecentre for mangelfuld rengøring og kost.

Med ønsket om at sikre en god dialog med de pårørende og den bedst mulige service til borgerne, besluttede Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune derfor i februar 2025 at tage initiativ til en større undersøgelse af samarbejdet mellem pårørende og plejepersonale.

”Det er vigtigt for udvalget, at der er en god dialog og et ordentligt samarbejde med pårørende om beboerne på vores plejehjem. Man skal som pårørende trygt kunne stole på, at vi tager ordentligt vare på deres kære,” siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

”Når dialogen mellem plejehjemspersonale og pårørende ikke lykkes, påvirker det ikke alene de pårørende, men i høj grad også de ansatte. Derfor er vi på alle måder rigtigt glade for, at vi med rapporten fra Mandag Morgen nu har fået undersøgt samspillet mellem plejehjemspersonale og pårørende nærmere, så vi på den baggrund kan sætte konkrete handlinger i gang, der kan styrke dialogen og forbedre samarbejdet mellem pårørende og plejehjem i hverdagen. Det vil vi nu bede forvaltningen om at komme med forslag til,” uddyber May-Britt Andrea Andersen.

Den svære forventningsafstemning

For pårørende og ansatte kan det være svært at afstemme forventninger, siger Dorit Wahl-Brink, seniorrådgiver i Tænketanken Mandag Morgen, der har stået for undersøgelsen:

”Et af de mest interessante fund er, hvor svært det er at tale om forventninger. Især pårørende, der jo ikke naturligt ved, hvad der kan lade sig gøre på et plejehjem, har svært ved at forestille sig, hvad de konkret forventer. Så selvom der er stort ønske om ’forventningsafstemning’, så er det i praksis et ord, som ingen rigtig ved hvad betyder.”

”For medarbejdere og ledere har det stor betydning, når de får kritik fra pårørende. De beskriver, hvordan de nogen gange føler sig fagligt handlingslammede, og langt de fleste ledere har oplevet at blive truet med medierne. Så den hårde tone, som i virkeligheden kan være udtryk for pårørendes afmagt, har store konsekvenser,” siger Dorit Wahl-Brink.

Dilemmaernes holdeplads

Undersøgelsen bygger på 25 interviews med beboere, ansatte og pårørende på tre af kommunens plejehjem, og derefter interviews med de 13 lederne fra de øvrige plejehjem. På den baggrund identificerer Tænketanken Mandag Morgen fem centrale dilemmaer, som det er afgørende at håndtere, hvis samarbejdet med de pårørende ikke skal køre af sporet.

  1. Hvordan kan vi støtte den pårørende, der er i en sårbar situation?
  2. Hvordan har man en god dialog om forventninger?
  3. Hvordan fremstår personale og ledelse imødekommende og tilgængelige i en travl hverdag?
  4. Hvad gør man, når der er forskelligt syn på beboerens tilstand?
  5. Hvad gør man, når pårørendes forventninger ligger på kanten af ledelsens handlerum?

Ifølge Dorit Wahl-Brink viser dilemmaerne, at det ikke er sort-hvidt:

”Det er svært at være pårørende, og svært at se sin kære forfalde. Og selvom plejehjemmene gør meget for, at hverken borgerne eller de pårørende skal føle, at de bare er en brik i et puslespil, så er der rammer, som kan være svære at komme udenom,” siger hun.

”Så selvom der er gode intentioner, så er et godt pårørendesamarbejde en svær faglig opgave i sig selv – og derfor kræver det stort politisk fokus at sørge for, at plejehjemmene har rammerne og retning til at prioritere samarbejdet,” siger Dorit Wahl-Brink.

Resultaterne af analysen præsenteres på et udvalgsmøde 16 juni 2025. Derudover er ledere af plejehjem og tillidsrepræsentanter med flere inviteret til et lærings- og refleksionsrum i september, hvor der er fokus på den faglige læring af undersøgelsen.

Læs undersøgelsen

Kontakt os

Dorit Wahl-Brink
Dorit Wahl-Brink
Seniornalytiker

dwb@mm.dk