Hvordan vil AI forandre vores arbejdsliv? Dét spørgsmål stillede Tænketanken Mandag Morgen til fyldt høring på Christiansborg

Hvordan vil AI (kunstig intelligens) forandre vores arbejdsliv? Det spørgsmål samledes eksperter, politikere og interessenter om at drøfte i Fællessalen på Christiansborg, som var fyldt til bristepunktet onsdag den 12. april, da Algoritmer, Data- og Demokratiprojektet (ADD-projektet), som Tænketanken Mandag Morgen driver, Akademikerne og Europabevægelsen afholdt høringen: AI’s betydning for vores arbejde og faglighed.

ChatGPT har åbnet manges øjne for den betydning, som AI kan få for en lang række arbejdsopgaver på tværs af fagligheder. Men AI har allerede forandret vores arbejdsliv – og udviklingen vil kun tage fart over de kommende år. Så hvordan vil vi forholde os til teknologiens potentialer og risici, og hvordan får vi alle perspektiver med i samtalen? På Christiansborghøringen blev deltagerne præsenteret for en række konkrete eksempler på hvordan AI-teknologier allerede i dag forandrer klassiske fagligheder og udfordrer vores forståelse af hvilke kompetencer, der er brug for i samfundet. ChatGPT har for eksempel rejst spørgsmålet om hvad vi kan og skal lære studerende på vores uddannelsesinstitutioner, og hvordan vi tester læringen. Nogle undervisere vender de nye AI-værktøjer ryggen, mens andre ser dem som nødvendige, nye hjælpemidler, der stiller nye krav til underviserne.

Kigger vi mod et andet område som kommunal sagsbehandling og borgerrådgivning har AI-drevet beslutningsstøtte også gjort sit indtog. Der kan være stor forskel på den hjælp AI-assistenterne kan udgøre afhængig af den enkelte sagsbehandlers erfaring. Den enkelte sagsbehandler skal kunne vurdere og sortere i AI-anbefalingerne på den ene side og møde borgeren – menneske til menneske – på den anden side. Så hvordan klæder vi fremtidens sagsbehandlere på til den opgave?

Tænketanken Mandag Morgen beskæftiger sig indgående med den digitale udviklings potentialer og dilemmaer

I Tænketanken Mandag Morgen tror vi på, at ny viden og teknologisk innovation kan bidrage til løsninger på en lang række af de udfordringer, vi står over for som samfund. Fra grøn omstilling til en mere borgernær offentlig forvaltning, til manglen på arbejdskraft i plejesektoren, og ikke mindst som motor for nye, demokratiske arenaer. Det problemløsende potentiale forløses dog ikke af sig selv, men kræver, at vi forstår og kan forholde os til mulighederne, de tilknyttede risici og de etiske dilemmaer, der følger med den digitale udvikling.

Tænketanken Mandag Morgen beskæftiger sig indgående med den digitale udvikling gennem en række store, toneangivende projekter – ikke mindst ADD-projektet. Når det kommer til at diskutere teknologi og dens indvirkning på samfundet, så kombinerer vi vores dybe indsigt i emnet med vores kernekompetencer indenfor analyse, formidling og eventudvikling. De seneste år har vi gennemført en række projekter, der kaster lys på den digitale udvikling og de potentialer og udfordringer, der følger med.

Dyk ned i projekterne her og tag kontakt til Tænketanken Mandag Morgens udviklingschef, Christian Ingemann, på cin@mm.dk, hvis din organisation ønsker at samarbejde om at skabe nye indsigter og løsninger indenfor den digitale omstilling.