Hvordan skal vi uddanne fremtidens faglærte i en klimatid? Det svarer 75 af de fremmeste eksperter i Norden på i en ny rapport.
Uden elektrikere, tømrere og dronepiloter kan man ikke lave den grønne omstilling.
Derfor er de erhvervsrettede uddannelser i stigende grad optaget af, at de unge også får grønne kompetencer med, når de får svendebrevet.
”Når vi taler om grønne kompetencer, er det viden, færdigheder og holdninger, der gør elever i stand til at arbejde bæredygtigt og miljøbevidst og derved bidrage positivt til den grønne omstilling,” forklarer Camilla Hutters, leder af Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE).
”Det handler både om nye ’hard skills’ – f.eks. kendskab til nye materialer og arbejdsprocesser og om såkaldte ’soft skills’, der giver eleverne et grønt mindset og sætter dem i stand til at handle bæredygtigt og forny deres fag.”
6 anbefalinger skal fremtidssikre erhvervsuddannelserne
NCE har derfor sammen med Tænketanken Mandag Morgen og Nordisk Ministerråd brugt to år på at undersøge, hvordan bæredygtighed kan blive en integreret del af fremtidens erhvervsuddannelser.
Det har udmøntet sig i en ny rapport, der samler anbefalinger fra 75 nordiske eksperter, specialister og fagpersoner. En af de centrale anbefalinger er at formalisere samarbejdet mellem erhvervsuddannelser og virksomheder.
”Det er nødvendigt for at sikre, at de grønne kompetencer bliver drevet af efterspørgslen blandt virksomhederne. Så det ikke bare er noget man gør i skolen, men at det også skaber værdi ude i den virkelige verden,” siger Thomas Kjølbye, senioranalytiker i Tænketanken Mandag Morgen.
En nordisk udfordring
Rapporten er den sidste udgivelse fra projektet Futureproofing VET, der har undersøgt hvad der skal til for at gøre erhvervsuddannelser attraktive på tværs af de nordiske lande. Landene deler nemlig den samme udfordring, forklarer Malene Vangdrup, Seniorrådgiver i Nordisk Ministerråd.
“I alle de nordiske lande ser vi en generel trend, nemlig at der er mangel på faglærte. Selvom det mange steder lykkes at tiltrække og fastholde elever på uddannelserne, så er der behov for at få endnu flere til at vælge denne vej. Derfor skal vi ændre måden, vi taler om erhvervsuddannelserne på, og brande dem, så det bliver tydeligere, at de gør en stor forskel for den grønne omstilling,” siger hun.
Ny reform giver penge og muligheder
I Danmark har politikerne længe haft fokus på at uddanne flere faglærte. Og i marts 2025 vedtog Folketinget en politisk aftale, der skal reformere de videregående professions- og erhvervsrettede uddannelser med investeringer på næsten 2 mia. kr. årligt frem mod 2030.
Camilla Hutters håber, at politikerne særligt vil skele til anbefalingen om at opkvalificere lærerne, når de skal implementere den nye reform:
”Lærerne spiller en nøglerolle – både når der skal undervises i nye teknikker og materialer, men også fordi den grønne omstilling kræver, at der skal undervises på nye måder – fx mere problembaseret og med større inddragelse af branchen. Derfor håber jeg, at projektets anbefalinger vil blive inddraget, når lærernes efteruddannelse i de kommende år skal styrkes,” siger hun.
6 forslag til fremtidens erhvervsuddannelser
Policy briefet opsummerer de vigtigste indsigter fra fire policylabs afholdt i henholdsvis Danmark, Norge, Sverige og Finland fra februar til marts 2025. På tværs af de fire lande deltog i alt 75 nøgleaktører indenfor industri, uddannelse, forskning, ungdoms- og interesseorganisationer samt myndigheder og ministerier. Med afsæt i potentialer og barrierer har deltagerne udviklet seks konkrete forslag til beslutningstagere, uddannelsessektoren og erhvervslivet:
- Styrk samarbejdet mellem erhvervsuddannelser, erhvervsliv og staten
- Grønne kompetencer skal indgå som en integreret del af erhvervsuddannelserne
- Opkvalificér den eksisterende arbejdsstyrke
- Erhvervsuddannelserne skal være kraftcentre for grøn innovation
- Brand erhvervsuddannelserne som centrale aktører i den grønne omstilling
- Styrk det nordiske samarbejde til gavn for inspiration og ny viden
Om projektet – Fremtidens erhvervsuddannelser i Norden
Projektet, der har den engelske titel Futureproofing Vocational Training and Education (VET) in the Nordics, har løbet siden 2023 og har undersøgt, hvordan erhvervsuddannelserne i Norden kan integrere bæredygtighed på tværs af uddannelser. Futureproofing VET er et samarbejde mellem Tænketanken Mandag Morgen, Nationalt Center for Erhvervspædagogik og Nordisk Ministerråd.
Den nye rapport er projektets afsluttende udgivelse, og kan læses sammen med de andre udgivelser på projektets hjemmeside her.





